7. Afsnit: Status på Store flyttedag!

Så er det i dag flyttefolkene kommer, så jeg tænkte at det var på sin plads med en lille opdatering på, hvor vi er. Den korte version er, at her er lidt kaotisk.

Planen var jo at hele underetagen skulle være færdig, hvilket mislykkedes grundet håndværker-tidsmangel, så nu har vi ét næsten færdigt rum – stuen – og en halvt færdig overetage.

Jeg har revet den skillevæg, der var på overetagen ned og sat en ny op 50 cm. længere væk. Ja, 50 cm. lyder jo måske ikke af meget, men det er faktisk lige netop dét, der skal til før vi kan komme rundt omkring sengen fra 3 sider. Alternativet var at stille sengen i et hjørne af soveværelset, så der kun er adgang fra 2 sider, men det går ikke af 2 grunde: for det første døjer jeg tit med øresten, og for at komme dem til livs skal man lave en række øvelser, hvor man kan komme til langsiden af sengen fra begge sider. Og for det andet føles det bare meget bedre, at man hver især kan kravle i seng fra egen side. Så der var ikke andet at gøre: ned med væggen!

Og op med den nye! Træ-skeletet var en sjov udfordring for vinklerne skal jo passe, og det gør de også – næsten – alle sammen. Der var lige én der glippede, men det er vores lille hemmelighed. Det ved ingen, når først begge sider bliver beklædt med gips. Det er de dog ikke lige nu, fordi elektrikeren skal føre ledninger igennem skelettet før den sidste side blive beklædt. Men ellers synes jeg at min første hele skillevæg er blevet rigtig fin! Spøjst som man kan finde glæde i nogle lægter og gipsplader, men man bliver jo så tilfreds med sig selv.

Som I kunne se på den oprindelige plan-tegning var der også nogle små ekstra vægge der indrammede et lille slags repos, når man kom op af trappen. Det skulle vi ikke bruge, for det tager bare plads fra kontoret, så de røg ned også.

Alt i alt var det enormt meget lettere at pille de her ikke-bærende vægge ovenpå ned end den i køkkenet. Jeg havde ellers lige frygtet, at de ville være bygget lige så solidt, men det var heldigvis ikke tilfældet. Vi har et vindue i soveværelset, som jeg smed alt fra de gamle vægge ud at for at få dem ned i nærheden at resten af byggeaffaldet. Det gik let som en leg, så jeg havde ikke lige tænkt over, hvor meget jeg egentligt havde smidt ud sådan, før jeg skulle ud af hoveddøren. Det tog lige en time ekstra at rydde op.

Ovenpå var der også savsmuldstapet i det ene rum, men da vi var lidt i tidsnød, var det tid til at prøve nogle lidt mere kreative løsninger for at få det plant. Grunden til at man piller det ned er jo at alt ekstra beklædning – maling f.eks. – kan få tapetet til at pose ud, hvis den ikke sidder rigtigt godt fast, fordi den ekstra vægt river tapet løs fra underlaget. Men baseret på hvor absurd svært det var at få bare en smule af det væk fra gipsen, vurderede jeg, at der ikke var den store risiko. Så må vi se om det holder sig pænt på den lidt længere bane også.

Jeg nåede også at få sat glasfilt op på hele over-etagen, men desværre ikke at grunde eller male. Det gør de næste opgaver lidt mere bøvlede, for jeg er nødt til at lægge gulv inden flyttefolkene kommer senere i dag. Ellers skal skal jeg selv rykke meget tunge møbler frem og tilbage mens jeg lægger gulv, for vi er nødt til at stille mange af vores ting ovenpå, selvom der ikke egentligt ikke er så klart så man kunne ønske. Så jeg må dække gulvet af, når jeg kan komme videre med væggene. Det bliver nok ikke før elektrikeren har været der. Lige nu har jeg bl.a. nogle sjove områder uden filt, hvor jeg venter på at ledningerne bliver pillet ned. Jeg har sat lagt nogle skruer ind i kanten af filten for at gøre det nemmere at lave pæne overgange, når jeg skal jeg sætte filt op, der hvor der mangler. Der er lettest når kanten på det tilstødende filt ikke sidder ind til væggen.

Så godt nok bliver det ikke verdens smukkeste over-etage før om lidt tid, men nøj, hvor jeg glæder mig til at få vores seng derop. Nu har jeg jo sovet på en foldemadras på gulvet siden november og dét kan min ryg godt mærke. Nuvel – jeg bliver jo også 30 i år, og så er det åbenbart sådan det må være.

Og så havde jeg jo lovet en opdatering på bjælke-situationen også! Vi har haft special-rengøringsfolk ude og rense dem ned med en blanding af tøris og lavablæsning. Det svinede rimelig meget, men i det mindste var det ikke mig, der skulle gøre rent efter den her omgang. Der er åbenbart 3 forskellige slags bjælker i de forskellige rum, så de varierer meget i udseende. Nogle er vist fra da huset blev bygget, andre er lidt nyere. De skal have en omgang bejdse og lak, og så skal det nok blive rigtig godt. Det er allerede en million gange hyggeligere med de rå bjælker end det nogensinde kunne blive med de malede, så jeg er glad.

Og nu skal jeg se at få lagt det gulv!


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *