5. Afsnit: Nyt år, nye udfordringer

Godt nytår derude! Jeg håber, at jeres 2024 er startet mere roligt end vores.

Vi har arbejdet for fuld skrue de sidste par dage for at være klar til elektrikeren i dag. Resten af køkkenet skulle pilles ned, så vi kan få lagt strøm ind til det nye køkken. Inden vi gik i gang så det sådan ud:

Det gik nemt nok med at pille selve køkken-modulerne ned. Det var kun vasken, der drillede lidt, men det blev løst efter en tur i byggemarkedet. Vi tænkte egentlig, at vi havde godt styr på det og sagtens kunne nå det hele, inden elektrikeren kom, men vi havde kraftigt undervurderet det næste skridt…

Fliser. På gipsplader. De skulle også ned. Det er jo som regel ikke verdens nemmeste opgave at få fliser ned, men når de oven i købet sidder på sådan noget skrøbeligt gips, bliver opgaven lige 5 gange mere bøvlet. Gipsen giver efter, før fliserne går løs. Så vi måtte hastigt skaffe nye gipsplader og en borehammer, og efter nogen tid stod vi med det her:

Og så var det ellers i gang med at tilpasse nye stykker gipsplade til alle hullerne.
Rigtig meget støv og oprydning senere havde vi endelig en rimelig hel væg igen:

Jeg glæder mig meget til at armere alle de her samlinger og fuldspartle væggen, så det kan blive pænt og ensartet, for det her ser jo ganske rædderligt ud. Men af en byggeplads at være er der meget rent og ryddeligt! Vi skal også have flyttet rør og afløb hen under det store vindue i stedet for, for vi har ændret lidt på det planlagte køkken-layout.

I øvrigt er køkken-funktionen rykket ind i stuen, og der bliver kun lavet mad på 1 kogeplade, i mikroovn og på bordgrill – og opvasken må klares på badeværelset.

Mens jeg sidder og skriver, er elektrikeren i fuld gang. Vi nåede heldigvis at blive klar, men der skulle arbejdes effektivt, og R måtte tage en ekstra fridag for at hjælpe til.

Bedst som vi tænkte, at der var styr på det hele, begyndte det at storme igen, og da jeg stod op her til morgen, havde jeg nær fået kaffen galt i halsen – vores carport er simpelthen væltet.
Det er ikke nogen kæmpe overraskelse, for den har godt nok svajet en del til først den ene side og så den anden side, men vi havde dog alligevel håbet, at den holdt indtil vi kunne nå at pille den ned i næste uge. Tidligere ejer har ikke fået den afstivet ordentligt, så det har hele tiden været planen at pille den ned, da vi alligevel ikke har bil.
Men de mange storme den seneste tid kom os i forkøbet og tog den ned for os.


Det havde jo været skønt, hvis den i det mindste var væltet mod højre og bare var endt i vores egen indkørsel, men ak nej – den er faldet mod venstre ind på naboens grund, hvor den har smadret en plæneklipper. I det mindste lever forsikringerne ikke forgæves og intet levende kom til skade.

Forhåbentligt er jeres første dage af 2024 gået lidt mere roligt for sig!


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Ét svar til “5. Afsnit: Nyt år, nye udfordringer”

  1. Susanne hansen Avatar
    Susanne hansen

    I er godt nok sejge.
    Godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *